The Lied and Art Song Texts Page

Venner, ser på Danmarks kort

Language: Danish

  Venner, ser på Danmarks kort
  ser, så I det aldrig glemmer,
  til hver plet har fået stemmer,
  thi det fædreland er vort!
  Målt med verden er det lille,
  derfor ingen plet at spilde!
  Målt med hjertet er det stort,
  dér er Danmarks saga gjort!

  Disse øer, store, små,
  dette fastland, disse vige,
  disse kyster, krumme, lige,
  som dit øje hviler på,
  disse skove, bakker, heder,
  de har været voksesteder
  gennem vinter, gennem vår,
  for vort folk i tusind år.

  Danmark, mellem hav og hav
  har ej stærke fjeldes værge,
  få og små er vore bjerge,
  klint og klit er skør og lav.
  Men des længer' kan vi skue
  over markens lærketue,
  følge desto mere frit
  fugle-sving og sole-ridt!

  Venner, ser på Danmarks kort,
  ser, så aldrig I det glemmer!
  til hver plet har fået stemmer,
  klingende snart blødt, snart hårdt!
  til I ender med at bede:
  skærme Gud vor gamle rede,
  skænke os et Danmarks kort,
  hvor alt dansk igen er vort!

Another version

 Venner, seer paa Danmarks Kort;
 seer, saa I det aldrig glemmer,
 til hver Plet har faaet Stemmer,
 thi det Fædreland er vort! 
 Maalt med Verden er det lille -
 derfor ingen Plet at spilde! 
 Maalt med Hjertet er det stort -
 dêr er Danmarks Saga gjort! 

 Dette Kort, hvis Flade reen
 er af Tone-Linjer spættet,
 er med Kors og Punkter plettet,
 som om hundred Fluebeen
 havde over det spadseret
 og med Prikker vildt markeret -
 dette Flue-Maskepi
 er der tusind Minder i! 

 Disse Øer, store smaa,
 dette Fastland, disse Vige,
 disse Kyster, krumme, lige,
 som dit Øje hviler paa -
 disse Skove, Bakker, Heder,
 de har været Voxesteder
 gjennem Vinter, gjennem Vaar,
 for vort Folk i tusind Aar. 

 - Danmark mellem Hav og Hav
 har ej stærke Fjeldes Værge;
 faa og smaa er vore Bjerge,
 Klint og Klitt er skør og lav. 
 Men des længer' kan vi skue
 over Markens Lærketue,
 følge desto mere frit
 Fugle-Sving og Sole-Ridt! 

 Sammenknyttes Sted med Sted,
 ligner Kortet lidt en Skude -
 Bornholm der agter ude,
 det er Jollen, vi har med. 
 Kun vor Formast er tilbage
 af de tre fra gamle Dage -
 Skagen er dens Vimpel-Fæst! 
 Sejlet buger sig mod Vest. 

 - Lad os for vort Reise-Jag
 med et Saltvands-Bad begynde -
 ned til Fanø vi os skynde,
 dêr er stærke Bølgeslag! 
 Langvejs maa dens Sømænd fare,
 Alt maa Kvinder tage vare,
 hylled' ind for Sand og Blæst:
 Fisk og Fugl og Badegjæst! 

 Ribe med ærværdigt Ry,
 vogter nu Hans Krygers Minde
 - Riberhus vil ej vi finde,
 den de vandt med "Maj i By!" 
 End dog svulme Kirkens Buer,
 og fra Taarnet vidt man skuer:
 Marsken med sin rige Høst! 
 Dronning Dagmars Brude-Kyst! 

 Nu i hendes Herres Spor
 drage vi ad Randbøl Hede! 
 Han og hans mod Ribe rede,
 vi, vi vende os mod Nord;
 Askovs Ungdomshjem vi gjæste -
 fare saa med Dampens Heste
 vesterpaa mod Esbjerg Havn,
 ung af Aar, men god af Gavn. 

 Esbjerg er ej særlig fin,
 ej med Løvhang Kysten pynter -
 gjennem den dog brøler, grynter
 Tusinder af Kvæg og Svin! 
 Flod og Ebbe dêr sig rører:
 snart man sejler, snart man kjører
 over Hjerting-Bugtens Vand -
 dêr er "Eventyrets Land". 

 Følg fra Varde Jyllands Kyst
 mod Lemvigs og Bovbjergs Strande:
 saftig Eng bag hvide Sande! 
 Klyner med til Vinter-Trøst! 
 Havets Gus slaar Dugg paa Rude,
 Bonden kjører smaat med Stude -
 men paa dem han har Forstand,
 og sin Hede aver han. 

 Graadig plyndrer Vestervov
 Strandens Fod og Fjordens "Minde"
 - Ære derfor dem, der vinde
 Hedeland til Mark og Skov! 
 Millioner Juletræer
 om en Nytaarstid alt læ-er -
 for hvad fremsynt Flid har skabt
 Al og Kjær maa give tabt. 

 Men hvor Havet skummer hvidt,
 kæmpes der i Stormens Hvinen;
 rede staa med Rednings-Linen
 kjække Folk, ved Holmslands Klitt! 
 mens ved Lønborg Aa sig maler
 som en Lejr af Vildmands-Krâler
 Stak ved Stak i Tusindviis -
 sætter Studene i Pris! 

 Manden hist i Kappen blaa
 veg for Nørre Vosborgs Skanser -
 Bovbjerg i dets sejge Pantser
 lader han vel ogsaa staa! 
 Men hvor Kysten blødt sig løfter,
 trænger den til stærke Høfder:
 et Sæt Tænder om sin Bredd,
 til at bide fra sig med! 

 Agger-Næs og Thybo-Røn,
 Limfjord-Portens Stolper vaade,
 kun en Port af Havets Naade
 aabnet i en Stormflods Dønn -
 naar mon du dig atter lukker,
 her hvor Marehalmen sukker,
 her hvor Fugleskrig og Brag
 mødes over sjunkne Vrag? 

 Da er Thyland mere blidt,
 inden Jammerbugtens Leje:
 Frugtbar Jord og faste Veje,
 bag den Havmand Skarreklitt! 
 Vaade Sand har Roser favre! 
 Sjørring Sø bær' vældig Havre! 
 Og i gamle Vestervig
 hvælves Klosterbuen rig. 

 Hist i Nord staa Fyr ved Fyr;
 men hvor Rev og Brænding hærger,
 fostres mangen modig Bjerger,
 som i Nød kan staa for Styr! 
 Fik kun Flyvesand til Dige
 Vendelboens barske Rige -
 selv han er af sejgest Bark,
 han var med ved Sankelmark. 

 Skagen mellem Hav og Hav
 strækker ud sin blege Finger:
 Sejler! spil nu dine Vinger,
 Revlen er den visse Grav! 
 Men i Sæby's Bøgedale
 Fuglerøster føre Tale;
 og ved Fladstrand Tog og Skib
 mødes under Dampens Pib. 

 Nørresundby's Skinnevej
 med de Strøm-ombruste Piller
 binder tæt hvad Fjorden skiller:
 Nordenland til Aalborgs Kai;
 Staden selv har gammel Vane,
 Fra Jens Bang og Jomfru Ane -
 godt den gjemmer Fortids Arv
 mens den fremmer Nutids Tarv. 

 Limfjord er af lys Natur:
 Lyse Klinter! lysblaa Vande! 
 Lyse Drag om Morsø's Pande -
 Mørk af Lød er ikkun Fur. 
 Orlogs-Flaader har den baaret -
 Østers med, en Deel om Aaret! 
 Trindt om Holm og Næs og Vig
 Fuglevinger røre sig. 

 Nu fra Skives grønne Bredd
 frem imod Steen Blichers Egne -
 lad sig fast for Øjet tegne
 Viborg Kirkes Kraft og Fred! 
 Gjæst det Bjerg af Steen paa Stene,
 højnet op i Linjer rene! 
 Krypten, hvor om Glippings Død
 længe "Vaadesangen" lød! 

 See, paa denne Bakkevold
 over Viborg-Søens Vove
 holdtes Thing, stod Gudehove,
 alt i fjerne Heden-Old! 
 Her skød Ejegod med Smerte
 Fra sig Folkets Haand og Hjerte! 
 Her de knæled for Sankt Kjeld -
 her sprang Luther-Tidens Væld! 

 Tag saa Krøniken paa Raad:
 Mindes Svend paa Grathe Hede! 
 Finderup! og Hald histnede,
 Borgen med den hvasse Braad! 
 Men, naar Gudenaa du hilser,
 tak det bundne Danmarks Frelser,
 Ridderen af Nørreriis -
 elsk du Danmark ligerviis! 

 Aarhus, med Sankt Clemens' Chor,
 Med Sankt Clemens' Bro den høje,
 har mod Helgenæs sit Øje,
 men sin Fod i skovklædt Jord! 
 Den gav Videnskabens Skoler
 tvende højt berømte Ole'r! 
 Tidt besat af Fjendetrop,
 blomstred den dog altid op. 

 Kalø, Vasa's Fangebo,
 vi dog ikke glemme burde -
 eller Øster-Jyllands Fjorde,
 hver har sin By, een har to:
 Mariager og Hobro! 
 Husk og Øerne derude,
 hvor de vilde Storme tude -
 klatt ej Anholt til med Blæk,
 saa er Øen ganske væk. 

 Saa igjennem Mark og Lyng
 did hvor blanke Søer smile -
 tag i Silkeborg en Hvile,
 og mod Himmelbjerget gyng! 
 Dvæl paa Kollens runde Banke,
 til du fatter Taarnets Tanke! 
 Glem ej Ry', hvor da det kneb,
 Tredje Christian Kronen greb! 

 Dog fra Skovene med Sorg
 maa vi sydpaa Foden flytte -
 Huen af for Kongens Støtte
 ved det stille Skanderborg! 
 Over Horsens ned mod Vejle,
 hvor til Munkebjerg vi sejle! 
 Saa mod Jelling gaar vort Trav -
 Gorms og Thyres Tvilling-Grav! 

 Herfra ned til Koldinghus -
 Borgen, som fra Abels Dage
 fletted i vor Konge-Sage
 baade Død og Elskovsrus! 
 som har seet i Vaabenjakker
 Tydske, Svenske og Polakker -
 til en kuldskjær Spaniol
 stak i Brand den Kongestol. 

 Under Slotsruinens Vold
 Kolding rødt i Solen luer;
 men fra Taarnets Tinde skuer
 Kæmpen med det danske Skjold,
 ud mod Landet, hvor vi blødte! 
 frem mod Skamling-Bankens Støtte,
 - den som hvisker: brudt og deelt,
 det kan atter vorde heelt! 

 End vi ved vor "Landsoldat"
 vil i Frederits os fryde -
 saa Farvel du brave Jyde,
 Færgen holder alt parat! 
 Lillebeltets Bølger glimte,
 Strib og Middelfart vi skimte -
 Svends og Palnatokes Land
 vinker os med skovklædt Strand. 

 - Fyens Form, den minder lidt
 om et Rundebrød (et Wiener);
 Rundt om Kanten som Rosiner
 By ved By - den største midt! 
 Øen er og fed og lækker,
 med de rosenfyldte Hækker,
 Humle-Hegn og Abildgaard -
 Fyens Børn har blide Kaar! 

 See, hvor Slot og Fruerlund
 spejle sig i blanke Søer -
 som Niels Juels de grønne Øer
 i det skjønne Svendborg-Sund! 
 Glem dog over Herresæder
 ej de myge Husmands-Steder,
 thi bag Bindingsværket dêr
 mangt et Snille fostret er! 

 Odense, hvor Hellig Knud
 holdt sin Kirkegang den tunge,
 - og hvor Eventyrets Konge
 drømte hos sin Dukkeklud -
 nu ved Aaens grønne Bredder
 midt i Bane-Nettet sidder,
 og i sine Traades Spind
 drager Liv og Handel ind. 

 Fredelig og mild Natur -
 Kirke tæt ved Kirke stillet -
 fredelig som Kingos Billed
 hos "Sankt Knuds" den røde Mur! 
 Dog om Kamp og Fremmed-Vælde
 Øxnebjerg og Nyborg melde -
 og paa Lyø gik den leg,
 hvor Kong Volmers Lykke veg. 

 - Nu til Lolland-Falsters Jord
 over Ørsteds Ø vi skjære -
 selv om Isen ej kan bære,
 dog i Svenske-Kongens Spor! 
 Ham bød Nakskov haarde Knoer -
 nu den sanker Sukkerroer,
 eller Hvedens gyldne Skat -
 Landet selv er ganske fladt! 

 For mod Stormflods Bølgekast
 Sønder-Herred at betrygge,
 stærke Diger de maa bygge -
 Aalholm stod dog altid fast! 
 Men en Indsøs fromme Vover
 - Himlen under, Himlen over -
 skvulpe tyst om Maribo,
 Kongedattrens Klosterbo! 

 Piletræ ved Piletræ
 hegne Bondens gode Traver,
 mens bag vide Dyrehaver
 Grevesæder gik i Læ. 
 Landsby-Navne Klangen henter
 stundom fra de gamle Vender;
 Maalet selv er blødt som Snee -
 mærk dig vel "det stumme d!" 

 Over Guldborg-Sundets Bro
 vi mod Falster-Byen glide,
 - hvad den hedder, maa du vide
 vi har endnu slige to! 
 Staden var engang befæstet,
 og Czar Peter har den gjæstet -
 siden Gjedser-Banen kom,
 en Station paa Vej til Rom! 

 Vi vil ikke slet saa vidt,
 kun til Møen vil vi færge -
 dêr er et af vore Bjerge,
 er det ogsaa kun af Kridt! 
 Med sin Bøgekrones Blidhed,
 i sin Kjortels skjære Hvidhed,
 Troner Dronningstolens Mø
 over salten Østersø. 

 Og, hvis ej du søsyg er,
 men har Mod en Tur at sejle,
 end vi Bornholm bør pejle -
 dêr er ogsaa Mennesker! 
 Hammershus paa Klippens Svale! 
 Egekrat med Nattergale! 
 Golde Skjær, men fulde Ax,
 Djærve Folk og gode Lax! 

 -Endelig paa Sjællands Grund,
 satt' i Land ved Kallehave,
 frem mod Vordingborg vi trave
 langs det stille blanke Sund! 
 Volmer-Taarnets Guldgaas blinker,
 fra dets Top et Rundsyn vinker,
 - hist i Nord, i Skoves Ly,
 Salme-Skjaldens Fødeby ! 

 Snart fra Masnedsund, som saae
 Dannerkongens Rygen-Flaade,
 langs med Telegrafens Traade
 Herlufs Lærdomsgaard vi naae -
 over Valdemarers Grave
 atter Sorøs Lindehave,
 hvor hos Axels Bispestav
 ogsaa Holberg har sin Grav. 

 Lad de Grave tale Lydt -
 først om Kongedaad og Snille! 
 saa om Styrke i at ville! 
 saa om Frugter vi har nydt! 
 Lad det springe dig i Blodet
 Dannisheden, Mandemodet,
 som har kredset her om Soer,
 og som Saxos Pen gav Ord! 

 End til Kallundborg vi maae,
 hvor Kong Christiern, løst af Buret
 gjensaae Lyset, træt og furet -
 da hans Blik knap Lyset saae! 
 her, hvor Esbern Snare satte
 Kirken med de spidse Hatte -
 og hvor Samsø's Viking-Kyst
 melder Oldtids Kæmpe-Dyst. 

 Skarritsøens Bøgesal
 - Refsnæs med - var værd at søge;
 dog vi maa afsted til Kjøge,
 til Niels Juels og Hvidtfeldts Val! 
 Atter bort fra Kugleregnen,
 gjennem Frøkenkloster-Egnen
 ud til Stevns og Højerup,
 - som ej taaler mange Skubb. 

 Her paa Klinten er der smukt,
 og de grønne Bølger vinke,
 dog vi tør os ikke sinke -
 frem mod Roskild gaar vor Flugt;
 Dômen dêr os mægtigt drager
 med dens Konge-Sarkofager:
 slange Spir mod Himlens Blaa! 
 brudte Spir i Gravens Vraa! 

 Under disse Buers Laag
 har med Klokkeklang og Amen
 Slægt paa Slægter gravlagt sammen
 Konge-Rækkers lange Tog:
 stillet Fjerde Christians Kiste
 hos den gyldenkranste sidste! 
 Harald Blaatands, Tveskjægs Been
 Hos Margretes Marmorsteen! 

 Her paa Isefjordens Egn,
 inden Bøgeskoves Lukke
 gik ved Lejre Danmarks Vugge,
 under Styrkens Hammer-Tegn. 
 Siden hen saae Hroars Kilde
 Kongedrab ved Julegilde! 
 Atter her blev Segl hængt ved
 Svenskekrigens dyre Fred. 

 - Nu mod Nord, hvor kæmpestærk
 Oldtids-Egen staar hos Bøgen -
 mens fra Smelte-Ovne Røgen
 stiger over Fredriksværk! 
 Vil du see Helenes Kilde,
 gjør en Valfart til Tidsvilde. 
 Hist i Slangerup som Pog
 Kingo staved Bibelsprog. 

 Saa til stolte Fredriksborg,
 bøgekranset, bølgevædet,
 mellem Borge Kongesædet -
 Flammehav til Folkesorg! 
 Blev du Varsel om den Kvide,
 Danmarks Rige skulde lide -
 rejst paany du varsle skal
 om Opstandelse fra Fald! 

 Fredensborg er tæt herved,
 skjøndt den knap kan sees i Kikkert -
 husk dig om, saa veed du sikkert,
 Slottet melder om en Fred! 
 Nutildags man Venskab slutter;
 Kejserbørn og Kongegutter
 møde her ved Esrom Sø
 Danmarks Søn og Bretlands Mø. 

 Skal vi saa til Hellebæk,
 hvor Maskinerne de snurre? 
 Eller, vil du gjæste Gurre,
 Trodse Volmer-Jagtens Skræk? 
 "Ligemeget hvad for Egne",
 her er fagert allevegne -
 blot vi naae den salte Sø,
 Øresund med Tychos Ø. 

 Kronborg i sin Brynje graa,
 holder Vagt ved Sunde-Lukket;
 gjæve danske Mænd har sukket
 i dens dybe Fangevraa. 
 Døv for Kattegattets Rullen
 stirrer Kæmpen ud mod Kullen,
 og mod Kärnan, som engang
 stemte i hans Vaabensang. 

 Stil dig ud paa Pynten her,
 see hvad Skjønhed her er samlet
 - Holger Danske eller Hamlet
 ej forstyrre vil vor Færd! 
 Skaanes Bjerg og Sjællands Lunde! 
 Sang fra friske Bølgemunde! 
 Fiskerbaad og Sejler-Tog;
 Helsingborg og Ørekrog! 

 Dog vi maa igjen i Gang;
 ned mod Rungsted vil vi glide,
 hvor ved Fiskerhyttens Side
 Ewald skrev vor Kongesang;
 Derpaa flygtigt end vi gjæster
 Hirschholms veemodsfulde Rester -
 Sommerslottene forbi
 frem mod Rheden haste vi. 

 Hovedstaden vinker os -
 Kirkespir og Taarne skinne! 
 Marmorkirkens Kuppel-Tinde! 
 Christiansborgens Murkolos! 
 Ak, som en forgjort Prinsesse,
 kommen ud af Troldens Esse,
 staar den end, os selv til Skam
 i sin grimme, svedne Ham. 

 - Axelstad, fra Fiskervraa,
 fra en Borg, en Smule Kjerte,
 voxet op til Rigets Hjerte,
 bag de samme Bølger blaa! 
 Hovedstad med Hoved-Stemme,
 hvor hver Syvende har hjemme
 af det hele Folketal -
 ofte nok du stod for Fald. 

 Venderne dig efterstod! 
 mod de Lybske, mod de Hanser
 værged dig Philippas Skanser -
 og mod Stormen Borger-Mod! 
 End om Kongedybets Hæder
 Folkesang og Farvand kvæder -
 kun for Britens Bombekast
 baade Mod og Volde brast. 

 Broget vexled Krig og Fred,
 plyndret blev du, brændt, belejret;
 dog din Levekraft har sejret -
 gid det altid vare ved! 
 Det er gaaet dig som Hørren -
 braget, skjættet, lagt til Tørren,
 blev du altid mere hvid,
 skjønnere fra Tid til Tid! 

 Hvor ved Højbroplads man staar
 for Butikker julelyse,
 maatte Rigens Raader fryse
 udenfor Fru Sigbrits Gaard! 
 Og hvor Slagterhunde støje,
 har fra Tavsens Mund og Øje
 Aandens Lysning fundet Vej -
 i en glemt Sankt Nikolaj. 

 Gjennem Havnen, hvor nu snelt
 Damperne hinanden møde,
 gled en Kveld med Fakler røde
 mod Kastellet Griffenfeldt! 
 Og hvor Christiansborgs Ruiner
 har saa drøvelige Miner,
 traadte under Kroners Glans
 Struensee en vovet Dans. 

 Under Børsens Linde-Vagt
 hylded efter Dage onde
 Adel, Borger, Præst og Bonde
 Tredje Fredriks Enemagt! 
 Tæt derved, paa Slottets Side,
 saaes det Folketog at skride,
 som bar Friheds Maj i By
 i en anden Fredriks Ly! 

 Kongens Sæde, Folkets Raad -
 Fjerde Christians Spir og Tage -
 Bertels Grav foruden Mage -
 Kirkehal og Orlogsbaad -
 Holbergs, Øhlenschlägers Scene -
 Videnskabens rige Grene -
 Havn og Børs, og Sang og Klang -
 Alt dig giver første Rang! 

 - Nu, hvis ej dig skræmme bort
 Bølgedyb og is og Bjørne -
 findes jo i kortets Hjørne
 endnu Land vi kalde vort! 
 ej blot Sukker-Colonier,
 Palmestrand med Kolibrier -
 men som Trappetrin mod Nord
 Færøs - Islands - Grønlands Jord! 

 Færø-Gruppens Grinde-Kyst,
 hvor de Lyngomkranste Hamre,
 hvor de tusind Fugle-Kamre
 byde kjække Mænd til Dyst,
 midt i Nordhavs bløde Taager
 over Sang og Saga vaager! 
 Dêr gaar Braadd af vilde Sjø! 
 Dêr gaar Dans paa gjæstfri Ø! 

 Island - med sit Kjedel-Kog
 under Geisers Skorstenspibe -
 som maa Askeregnen gribe
 snart paa Jøkel, snart i Vaag! 
 Edda-Land og Saga-Lukke! 
 Vølvens Amme, Snorres Vugge! 
 Gunnars, Egils, Gudruns Land,
 hvorfor blev saa arm din Strand? 

 Stolt du var i Hedenold -
 ak, men selve Saga flytter
 ogsaa sine Højstol-Støtter,
 gaar paa Viking tavs og kold! 
 Lavt er Høvdingsædet vorden,
 og din Rigdom, Fjorden, Hjorden,
 - men i Mindets Nordlys-Glans
 blinker højt din Skjalde-Krans! 

 Grønland - Erik Rødes Kyst,
 du som Nordpols Løndom fjæler,
 du hvis Børn i Hund og Sæler
 har sit Forspand - og sin Høst -
 er du ved en Is-Ørk lignet,
 dig har Egede velsignet! 
 Og din korte Sommers Glød
 skjærmer dig mod Vinternød. 

 - Seer du saa den Farvestreg
 hist lidt Syd for Kongeaaen? 
 Glem den ikke, stirr kun paa'en,
 dêr er Danmarks Grænse - Nej,
 ej for danske Mænd og Kvinder! 
 ej for vore dyre Minder! 
 ej for grønne Danevang! 
 ej for Modersmaalets Klang! 

 Dêr i Uffes gamle Land
 rejste sig vor første Kirke! 
 Dêr var Thyres Dannevirke! 
 Dêr steg Dagmar ud paa Sand! 
 Dêr har Flensborgfjorden sukket,
 da Margrete Øjet lukked -
 fejre Dronning-Navne tre,
 aldrig ramt af Tidens Lee! 

 Dêr i meer end tusind Aar
 Dansk og Tydsk tog Livtag sammen! 
 snart var Sejren vor, snart Skammen -
 til vi fik vort Ulivssaar. 
 dêr i Sønderjyllands Have
 tues vore Heltegrave! 
 dêr Kong Fredrik sank i Død -
 dêr er og Kong Christian fød! 

 - Venner seer paa Danmarks Kort,
 seer, saa aldrig I det glemmer! 
 til hver Plet har faaet Stemmer,
 klingende snart blødt, snart haardt! 
 til I ender med at bede:
 skjærme Gud vor gamle Rede -
 skjænke os et Danmarks Kort,
 hvor alt Dansk igjen er vort! 

 Naar dit eget Liv engang,
 alt som Tidens Slag-Uhr dikker,
 lig et Landkort for dig ligger
 udspændt som nu Danevang -
 gid da blandt de mørke Pletter
 frugtbar Manddoms Sommersletter
 efter gjæve Fædres Skik
 maatte lyse for dit Blik!


Authorship

Musical settings (art songs, Lieder, mélodies, (etc.), choral pieces, and other vocal works set to this text), listed by composer (not necessarily exhaustive)

Added to the website between May 1995 and September 2003.

Search/Shop for

Sheet music:

 * Search sheetmusicplus.com for Venner, ser på Danmarks kort, Art song , Lieder, chansons, or works for solo voice
 * Search musicroom.com for Venner, ser på Danmarks kort, vocal/choral music

CDs:

 * Search amazon.com for Venner, ser på Danmarks kort, art song, Lieder, or chansons
 * Search amazon.ca for Venner, ser på Danmarks kort, art song, Lieder, or chansons

Books:

 * The Art of the Song Recital [amazon.com]
 * The Book of Lieder: The Original Texts of Over 1000 Songs [amazon.com]
 * Search amazon.com for art song, Lieder, or chansons
 * Search amazon.ca for art song, lieder, or chansons