Agathe Ursula Backer-Grøndahl: Sange ved Havet (The Lied and Art Song Texts Page: Texts and Translations to Lieder, mélodies, canzoni, and other classical vocal music)


De gik langs der legende Hav,
Og Bølgerne dansed saa lette
Med Skum ad den gyngende Slette;
De vandrede langsomt Fod for Fod,
Stansed, og bukked sig hvor de stod;
De søgte sig Rav.

Hun fik, hvad af Havet han tog,
Skønt blev det slebet, i Form af et Hjærte,
Det skinned saa klart som den klareste Kærte,
Hun bar det paa Barmen, hun kyssed det tidt,
Hun gav ham til Gengæld sit;
Men det var et Hjærte, som slog.

Han fo'r paa det gyngende Hav;
Hun mødte ham ingensinde.
Hun bar paa hans Hjærte derinde,
[Bar]¹ det hos sit, bedrøvet og glad,
Hun vidste ikke at skille dem ad; --
[Og]² hans var kun Rav.

View text without footnotes
¹ Sinding: "Hun bar"
² Backer-Grøndahl: "Men"

Input by John Versmoren

2. Saa lagde jeg ud

Language: Danish

Authorship

Holger Henrik Herholdt Drachmann (1846-1908)


Saa lagde jeg ud, da Stormen faldt
Og Vinden fik Blund over Øjet.
Det var, som ude fra Dybet blev kaldt,
Og jeg lyttede foroverbøjet.
 
Hult gik Søen, af Tværfurer krus't,
Bølgen var brudt i Stykker;
Hvor Skummet før havde sydet og brust,
Laa Himlen i tavlede Smykker.
 
I hver en Smaadal, bag hver en Høj,
Smiled en tindrende Stjerne;
Og Landvinden løfted sin Vinge og fløj
Vildt mod det lysende Fjerne.

Jeg lytted og spejded fra Baadens Stavn.
Hvert Blink var et Blik, som mig nævned
Med trofast, inderlig Ømhed ved Navn --
Over Havet stille jeg stævned.

3. Og da jeg seiled dit Hus forbi

Language: Danish

Authorship

Holger Henrik Herholdt Drachmann (1846-1908)

See other settings of this text


Og da jeg sejled dit Hus forbi,
da kunde jeg næppe fatte,
at det var Dig, som gjemtes deri,
den dyreste af mine Skatte.

Jeg saa kun dit Tag; i Aftenens Stund,
mod Solens synkende Lue,
det tegnede mørkt mod den glødende Grund
en Kæmpehøjs blaanende Bue.

Naar Solen den sørgende Jord har forladt
og slukt under Sø sine Flammer,
saa ligger Du stille, min dyre Skat,
gjemt i dit ensomme Kammer.

Du venter; højt paa den vilde Sø
din Viking tumler med Skuden.
Han har endnu ikke lært sig at dø,
maa sejle sin Sø Dig for uden.

4. Fjerne Toner

Language: Danish

Authorship

Holger Henrik Herholdt Drachmann (1846-1908)


Dig vil jeg bære
Paa mine Sange,
Som Bølgerne bære
Fiskerens Jolle;
Lempelig vugges den
Frem og tilbage,
Og Takten fløjtes,
Af Aaretolle.
 
Og Fiskergutten,
Som ligger ved Roret
Og drømmer vaagen
Om hende, han ved nok,
Han lytter til Sangen
Og synes, at Baaden
For alle hans Tanker
Ikke er bred nok.
 
Jeg lærer ham Tonen.
Naar atter han sidder
Sent paa Stranden
Og Tanke-Garn fletter,
Saa taber jeg Traaden:
Der lyder fra Havet
Sang i de maane --
Lysende Nætter.

5. Lyse Nætter

Language: Danish

Authorship

Holger Henrik Herholdt Drachmann (1846-1908)

See other settings of this text


Paa Stranden skælver ej det mindste Blad;
Her ruller Søen sølvblank ud sit Bad,
Og Solnedgangen lejrer sig derover.
I Himlen smeltes ind de bløde Vover,
Du skuer mod uendelige Sletter
Af Barndomsminder uden mørke Pletter,
Vemodig glad: -
De lyse- Nætter, ak de lyse Nætter!

6. Frisk Morgen

Language: Danish

Authorship

Holger Henrik Herholdt Drachmann (1846-1908)

See other settings of this text


Vinden er saa føjelig
Og Baaden er klar,
Verden saa fornøjelig,
Naar blot man ret den ta'r;
Blot Du ej ta'r Briller paa,
Og særlig ej de mørkegraa,
Men ser med Solens Øjne,
Saa smiler Søen himmelblaa,
Og Du kan næsten ej forstaa,
At Klitterne kan være saa nøgne.
 
Søen gør saa sære Sving,
Er sorgløs og kaad,
Den slaar i Stykker mange Ting,
Men dertil har den Raad.
Søen er en Jungmand kæk,
Han hiver al sin Hyre væk,
Han har ej lært at spare;
Hans Liv er op og ned i Træk,
Hvorfor da stuve under Dæk,
Hvad der dog ej evindelig kan vare?
 
Hop da sorgløs, gode Baad,
Ad Søvejen hen;
Bliver Næsen ogsaa vaad,
Den tørres nok igen.
Bølgen krummer nu sin Krop
Og løfter paa sin Skulder op
Den Sol, som laa begravet.
Vi sætter Stagen i sin Strop
Og hejser Sejlet højt i Top,
Og løber saa -- Godmorgen! -- ud paa Havet.

7. Sildig

Language: Danish

Authorship

Holger Henrik Herholdt Drachmann (1846-1908)


Nu, da de Alle sover,
Og Fiskerlejet er tyst,
Og Vinden er vendt og staar over
Imod den fremmede Kyst;
Nu, da de trællende Vover
Har Ro, til det atter blir lyst,
Nu vil jeg lette ved Havets
Strande mit fulde Bryst.

[ ... ]

Ak, Elskede, Du som sover
Langt borte paa Puden tyst,
Og aner ej, hvilke Vover
Der slumrer paa denne Kyst,
Du rækker i Drømme over,
Vil hælde Dig op til mit Bryst, --
Du véd ej, at Freden er borte,
Saa saare det atter blir lyst.

[ ... ]

8. Efterdønning

Language: Danish

Authorship

Holger Henrik Herholdt Drachmann (1846-1908)


I Vredens Stunder, i Stormens Stunder;
Naar Skyerne flagre, naar Grenene knækkes,
Saa knejser min Nakke, og Vingerne vokse,
Som skulde de aldrig stækkes.

Saa hvælves mit Bryst for hver sejrrig Tanke,
Jeg hører mit Hjerte Triumftakten banke,
Og jeg gaar om Bord paa den flyvende Planke,
At erobre den nye Verden.

Men Bølgen falder. Î Stilhedens Stunder,
Naar Læben er presset om Bitterhedssukket,
Saa kommer min Musa og bringer tilbage
De Kranse, som ikke blev plukket.

Og er der end Torne blandt Kransenes Blade,
Hendes Øjne skinner saa ærlige, glade,
Og hun vogter min Sjæl for at mistro og hade ;
Og jeg selv er den nye Verden.